Sunday, May 13, 2007

Referat af OO 9. maj

9. maj 2007 blev semestrets sidste OO afholdt. Temaet var film som medie i bibliotekerne. På grund af opgavekrivningssæsonen var fremmødet denne gang på ca. 20 personer, som til gengæld alle var meget engagerede i emnet.
De tre oplægsholdere var:
Jørgen Schaarup Larsen fra Bibcast på Københavns Hovedbibliotek, Ejnar Slot fra DBCs Filmstriben og Jens Lauridsen, biblioteksleder fra Taarnby Bibliotek
Jørgen Schaarup startede med at beskrive Bibcast-projektet og koncentrerede sig om tre aspekter: Formål, Evaluering og Fremtiden.
Fomålet med Bibcast har overordnet været at formidle multimedier via fibernet. Projektet startede oprindeligt på en række jyske folkebiblioteker, og siden kom flere biblioteker med. Rettighederne til de viste film er forhandlet hjem af DBC og Copydan, mens en ekstern partner har stået for det IT-tekniske.
Det har ikke været nemt at opnå aftaler med de store kommercielle distributører, f.eks. har DR ikke ønsket at være med. Desuden er film ikke dækket af den almindelige bibliotekslov. Grundet disse vanskeligheder har man i projektgruppen tænkt kreativt og fået aftaler om forskellige lokalhistoriske film og projekter fra filmskoler. Dog har der i puljen også været omkring 25 Hollywoodfilm og et antal novellefilm og tegnefilm.
Evalueringen af projektet har været blandet. Projektet har manglet en klar profil og filmfremvisningerne på biblioteket har ikke været noget tilløbsstykke, til dels på grund af de fysiske rammer (hvilket ikke udelukkende er skidt, da biografen på Hovedbibliotek kun har to stole). Visningen af TV-udsendelser på biblioteket er blevet overhalet indenom af andre services så som TV2s Sputnik.
Til gengæld har fjernadgangen, hvor lånerne via lånerkortet har set film og udsendelser hjemmefra, haft en vis succes, og det er denne del af projektet man vil arbejde videre med.
Bibcast-projektet sluttede officielt 1. maj, og fremover vil man arbejde videre under et nyt projektnavn. Ud over at udbygge fjernadgangen vil man satse på de mindre distributører, filmskoler osv. under mottoet smalle film til et bredt publikum.
Indtil videre har 90 biblioteker meldt sig til ordningen – Jørgen Skårup havde mistanke om, at tallet ikke er større, fordi nogle biblioteker simpelthen ikke tør tro på, at tilbuddet er gratis for det enkelte bibliotek – men det er det altså!
Næste oplægsholder var Ejnar Slot fra DBCs Filmstriben. Filmstriben er et samarbejde med Filminstituttet om streaming af korte dokumentarer til biblioteker og uddannelsesinstitutioner – en fortsættelse af Amtscentralernes gamle aftale. Der er for tiden tale om ca. 160 film, men det forventes at dette tal vil stige med ca. 60 om året.
Konceptet er inspireret af en lignende service i Norge (filmarkivet.no), og det er også nordmændene der hoster serveren.
Servicen vil blive udbygget i fremtiden, og blandt ønskerne er mulighed for fjernadgang, flere titler (f.eks. spillefilm og reklamer) og måske med tiden et nordisk samarbejde ud over det tekniske.
Jens Lauridsen fra Taarnby fortalte om de mere politiske overvejelser bag film på bibliotekerne. For ham er formidling vigtigere end access og connection. Måske skal biblioteket formidle film, som de ikke selv har adgang til…
Baggrunden er, påstod Jens Lauridsen, at bibliotekerne er på hælene med hensyn til at retfærdiggøre sig selv. Derfor må de indse, at indhold er vigtigere end form, at at film kan være lige så lødige materialer som bøger.
Her fremviste han nogle reservationslister fra Taanby, der bl.a. viste, at blandt de 40 mest reserverede børnematerialer er de 39 multimediematerialer. Samtidig gjorde han opmærksom på, at i Taarnby kan de godt samle 60 mennesker til filmfremvisning onsdag eftermiddag, hvis arrangementet formidles godt.
Herefter viste han en række eksempler på, hvordan multimedier og det visuelle kan udnyttes mere eller mindre godt på kulturinstitutioner og mente, at bibliotekerne må se at komme ind i denne kamp.
I den efterfølgende diskussion blev der talt om rettigheder, som er akilleshælen ved alle biblioteksprojekter der beskæftiger sig med film. Desuden blev problematikken, om der skal satses på brede eller smalle film, berørt, og der kom forslag om, at i stedet for DVDer skal man udlåne bærbare computere, hvor filmene kan ses som streaming.
Efterfælgende var der almindelig snak, og mange opgaveskrivere udvekslede mailadresser med relevante oplægsholdere.

Wednesday, May 02, 2007

Ordrig Onsdag den 9 maj. Film og biblioteket.

Det er fritid på den gode måde!

Brug for en læsepause og ny inspiration?

I maj måned har vi valgt at sætte fokus på film som digitalt og fysisk medie i bibliotekerne.

Filmstriben og Bibcast er begge produkter som tilbyder digital streaming af film. Ejnar Slot fra Filmstriben/DBC og Jørgen Schaarup Larsen fra Bibcast, kommer og fortæller om baggrunden for projekterne.

Hvilke konsekvenser har ligestillingen af medierne og hvordan passer ovenstående projekter ind i bibliotekerne? Til at fortælle om dette, har vi inviteret Jens Lauridsen - leder af Tårnby Bibliotek og i bestyrelsen i Bibliotekslederforeningen.

Lad din avatar få en eftermiddag fri - for vi præsenterer et live 3D og real time arrangement!

Vel mødt i lokale C6.02.

Tilmeld dig på:
ordrigeonsdage@gmail.com
Vi kvitterer med et arrangement og kage!