Thursday, August 24, 2006

Referat af OO 27/9 2006 om den nye uddannelsessituation - læs og debatter!

Den 27. september afholdt OO sit hidtil bedst besøgte arrangement. Tak til alle jer der var med til at skabe en god debat – og ikke mindst til de tre oplægsholdere Dorte Madsen, Pernille Drost og Jack Andersen!

Hvordan brander man de bibliotekariske kompetencer over for erhvervslivet og det private arbejdsmarked? Og hvem skal stå for denne branding? Er det de studerendes eget ansvar, eller kan de kræve at uddannelsessituationen gør noget aktivt, både i forhold til DB's image og selve undervisningens karakter. Disse var nogle af de helt store spørgsmål, der kom frem i debatten.

Dorte Madsen, som lagde ud med at fortælle om den nye uddannelse Bachelor in Information Management på CBS, var virkelig overrasket over det postyr den nye uddannelse havde medført – både i dagbladet Børsen og ikke mindst i Bibliotekspressen; for så ens mener hun ikke uddannelserne er.

Blandt tilhørerne blev der talt om paralleller til Muhammedkrisen. Men præcis hvem, der var bagmændene i den ophedede mediediskussion, blev ikke præciseret, ud over at pressen selv naturligvis blev klandret.

Og så vi studerende. Vi blev af Pernille Drost bedt om aktivt at promovere os selv og fokusere på, hvordan man ved at bruge de rigtige ord kan kommunikere vores kompetencer til erhvervslivet. Bibliotekar er et omfattende brand, og det kan være nødvendigt at bruge andre ord om vores fag, hvis konteksten kræver det.

Jack Andersen provokerede en kraftig reaktion, da hans oplæg fokuserede på ét punkt: ”cool off studerende, der er ingen grund til panik!” Han mente at gennemslagskraften over for den private sektor skal nok være der...

En fjerde og ikke anmeldt oplægsholder var Dorthe Aurvig, som til stor positiv overraskelse havde medbragt en artikel fra 1990, hvor hun havde eftersøgt initiativ og aktion. Hvorfor havde DB ikke satset på erhvervslivet lidt à la CBS for længe siden, spurgte hun.

Herefter gik debatten rigtigt i gang. Der var mange spørgsmål, som blandt andet handlede om undervisningens fokus på folkebibliotekerne, uddannelsens navn og de taler, der blev holdt til jubilæet d. 22. september. En forundret studerende fra CBS spurgte, om der da slet ikke var nogen, der ville være bibliotekarer?

Vi vil opfordre til at man fortsætter diskussionerne her på bloggen. Skriv dit indlæg, og lad os her på et åbent site få debatten om, hvordan DB og bibliotekarbrandet kan forbedres.